Ole Wanscher
En både klassisk og nyskabende designer
Ole Wanschers moderne klassikere beundres fortsat for deres fine detaljer og hans dybe respekt for materialer.
Ole Wanscher (1903-1985) er uløseligt forbundet med moderne dansk designs karakteristiske æstetik og funktio-nalitet. Han studerede ved Kaare Klint på Det Kongelige Danske Kunstakademi og arbejdede efterfølgende på Klints tegnestue, før han blev selvstændig møbeldesigner. Wanscher var med til at forme dansk møbeldesign både som designer og underviser, da han overtog Klints professorat ved akademiet.
Wanschers klassiske og samtidig moderne design gjorde ham yderst populær. Politiken skrev i 1958: "At eje en Wanscher stol er et dagligt eventyr, som vil fortsætte i flere hundrede år, for så længe holder den." Hans moderne klassikere anerkendes fortsat for deres fine detaljer og hans dybe respekt for materialer.
Wanscher studerede møbeldesign på rejser i Egypten og Europa og skabte sin egen unikke designæstetik med inspiration fra de mange visuelle udtryk.
Han så møbeldesign som arkitektur og fokuserede på slanke dimensioner og fleksible former, hvilket mange af hans værker, ikke mindst hans Colonial Chair og Colonial Sofa, vidner om.
Wanscher skabte sine mest kendte design i efterkrigstiden fra slutningen af 1940'erne til starten af 1960'erne, hvor filosofien om design til alle opstod. I Danmark skabte nogle af designverdenens største navne funktionelle og økonomisk overkommelige møbler til den danske befolkning og deres små boliger. Wanscher nærede også stor interesse for industrielt fremstillede kvalitetsmøbler, som var inspirationskilde til flere af hans store værker.
Wanschers design har givet ham adskillige hæderspriser, herunder Københavns Snedkerlaugs årlige designpris og guldmedaljen på La Triennale di Milano i 1960 – anerkendelser, der understreger Wanschers stærke omdømme både i Danmark og internationalt.
Vores designere
Når du vælger et produkt fra Carl Hansen & Søn, får du mere end blot et møbel. Du bliver del af en lang og stolt tradition af smukt og karakteristisk håndværk, hvor intet er overladt til tilfældighederne. Vi er verdens største producent af møbler designet af Hans J. Wegner, og vi producerer også værker af anerkendte designere som Arne Jacobsen, Børge Mogensen, Ole Wanscher, Kaare Klint, Poul Kjærholm, Bodil Kjær og Tadao Ando. Carl Hansen & Søn repræsenterer mere end 100 års dansk designhistorie, og vores møbler sælges over hele verden.
*5 års garanti på indendørsmøbler. 2 års garanti på udendørsmøbler