NANNA LAGERMAN
Lige siden indretningsarkitekt Nanna Lagerman var lille, har hun skabt sine egne verdener. I dag har hun – ligesom dengang – en fantasifuld og nærmest filmisk tilgang til sine indretningsprojekter, som ikke kun er smukke, men også giver plads til, at hendes kunder kan drømme. Et møbel fra Hans J. Wegner er for Nanna Lagerman det perfekte krydderi: Det tilfører den rigtige mængde smag, men forsøger aldrig at stjæle opmærksomheden fra den øvrige indretning.
"Jeg elsker, når et interiør er intelligent, fuld af kontraster og har et element af noget uventet."
"Detaljerne er mine værktøjer. De dikterer den måde, jeg sammensætter et interiør på, og gør hvert projekt unikt."
HVORDAN SKABER DU RUM, DER TALER TIL DINE KUNDERS FØLELSER?
Indretning er en blanding af farver, materialer, lys, silhuetter, kontraster og stil. Men at skabe mening gennem indretning er meget mere end stil, det er en oplevelse og en tankeproces. Vi aflæser vores omgivelser gennem vores sanser, og for mig handler det om at skabe et rum, der bidrager til velvære og sundhed. For mig er det overordnede formål at skabe et miljø, som både giver tryghed og ro. Jeg kan godt lide at skabe rum, hvor man har mulighed for at glemme sig selv lidt ... ligesom når man ser en god film.
HVORDAN VIL DU BESKRIVE DIN PERSONLIGE INDRETNINGSSTIL?
For mig handler stil om, hvem man er. Din personlige stil er i dit DNA, den afspejler din sjæl, dine interesser, dine referencer. I mine projekter er det vigtigt, at interiøret er interessant og ikke bare følger tidens trends. Jeg elsker, når et interiør er intelligent, fuld af kontraster og har et element af noget uventet.
HVAD TILFØRER DANSK DESIGN TIL DE RUM, DU SKABER?
Dansk design signalerer en følelse af selvsikkerhed. Møblerne er klassiske og tidløse og derfor nemme at sætte sammen med andre møbler og stilarter. De formår på en eller anden måde altid at forbedre en overordnet stil eller stemning, fordi de helt naturligt finder deres egen plads i helheden. For mig er dansk design ikke kun visuelt tiltalende, men tjener også et formål i dagligdagen, da det er designet ud fra et princip om, at det også skal være funktionelt, holdbart og tidløst. Danske designklassikere forsøger ikke at konkurrere med de andre møbler, men får interiøret til at virke harmonisk og smukt. Det er altid nemt for mig at bruge Wegners møbler i mine indretningsprojekter. Jeg ledte efter et sæt sorte spisebordsstole og faldt over Wegners CH23 Stol, som har sådan en smuk kombination af forskellige overflader. Det skinnende sorte egetræ står i kontrast til de sorte sæder i papirgarn, og silhuetterne spiller rigtig godt op mod mit højglanslakerede spisebord.
SOM INDRETNINGSARKITEKT HAR DU EN VIS SANS FOR DETALJER. HVAD BETYDER 'DET LILLE EKSTRA' FOR DIG?
Jeg har altid været meget observerende og kan fortabe mig fuldstændigt i detaljerne. Detaljerne er mine værktøjer. De dikterer den måde, jeg sammensætter et interiør på, og de gør hvert projekt unikt.