The Lab – arbejder med CH24 Birthday Edition 2023
Årets særudgave af CH24 Y-stolen er fremstillet af olieret, FSC®-certificeret eg og naturfarvet papirgarn. Papirgarn har været en vigtig del af Carl Hansen & Søns DNA, siden Wegner lavede de første arbejdstegninger til Y-stolen i 1949. Stolen er oprindeligt udført med et sæde i kuvertflet, men i årets særudgave er papirgarnet flettet med dobbeltplanflet, som tager dobbelt så lang tid for en dygtig fletter at færdiggøre.
Inspirationen til særudgaven kommer fra Carl Hansen & Søns fynske lærlingeværksted, THE LAB, som hvert år uddanner omkring 20 unge møbelsnedkere. Lærlingene fik til opgave at komme med deres bud på et nyt sæde til Y-stolen. De bedste forslag blev testet, godkendt af Hans J. Wegners Tegnestue og videreudviklet af de dygtige flettemestre hos Carl Hansen & Søn.