VILHELM LAURITZEN
Vilhelm Theodor Lauritzen var en af Danmarks mest betydningsfulde arkitekter i sin tid og en af ophavsmændene til den danske modernisme. I dag står en række af hans projekter stadig som blivende eksempler på en dengang ny og revolutionær arkitektur, hvor form følger funktion. Gennem hele sin karriere fastholdt han, at arkitektur skal være anvendt kunst til gavn for alle, ikke kun de privilegerede få.
Blandt Lauritzens mest berømte og roste værker er Københavns Lufthavns første terminal (1939), der i dag er kendt som Vilhelm Lauritzen Terminalen, Radiohuset på Frederiksberg (1945), spillestedet Vega i København (1956) og den danske ambassade i Washington D.C. (1960).
Vilhelm Lauritzen blev født d. 10. september 1894 i Slagelse. Han blev student fra Sorø Akademi i 1912 og tog sin afgang fra Kunstakademiets Arkitektskole i 1921.
Året efter grundlagde han Tegnestuen Vilhelm Lauritzen (i dag Vilhelm Lauritzen Arkitekter). Hans studierejser til Spanien og Grækenland fik stor indflydelse på hans senere arbejde, bl.a. hans første store opgave, stormagasinet Daells Varehus, der var en konkurrence, han vandt i 1922 i samarbejde med arkitekt Frits Schlegel.
Hans design er udtryk for en klar idé om, at rum og former skal kunne holde i generationer. For at forstå, hvor banebrydende hans arkitektur var, må man holde den op imod samtiden. På det tidspunkt havde arkitektur længe været optaget af bygningens former og ornamentering.
Vilhelm Lauritzens tilgang handlede i højere grad om anvendelighed. Med sin frie tænkning og sit fokus på funktionalitet skabte han så enkle og velfungerende løsninger, at man ved første øjekast risikerer at overse hans geni.
Da Lauritzen begyndte at designe den første lufthavnsterminal i Kastrup i 1936, var kommerciel luftfart stadig et relativt nyt fænomen. Der var ingen fast model for, hvordan en lufthavn skulle se ud. Med afsæt i sin funktionalistiske tilgang inddelte han bygningen i en "luftside" og en "landside". Indgangen og trafik langs bygningen blev placeret på landsiden, mens flytrafik og gates blev placeret på luftsiden. I dag designer man stadig langt størstedelen af verdens lufthavne på den måde.
Et andet af Lauritzens mest berømte værker er Radiohuset fra 1945. I dag er den ikoniske bygning internationalt anerkendt som et stykke modernistisk arkitekturhistorie, et fuldstændigt gennemført designkoncept, hvor bygningernes ydre formsprog og hele interiøret – fra møbler til dørhåndtag – går op i en højere æstetisk enhed.
Bygningen er et af de mest gennemførte eksempler på funktionalisme, hvor de forskellige funktioner, såsom foyer, koncertsal og kontorer, afspejles i selve bygningens form. Lydstudierne er udformet som kinesiske bokse, hvor vægge og fundamenter er skabt uden parallelle linjer for at sikre optimal akustik og lydisolering.
Bygningen kombinerer tidløst design og holdbare materialer, og detaljerne er gennemtænkte og veludførte. Facaden er udført i slidstærk sandsten, mens interiøret er fremstillet af grønlandsk marmor, messing og teaktræ – materialer, der har bibeholdt deres skønhed. Det samme er tilfældet med loftet i foyeren, hvor okseskind er spændt ud over mineraluld.
I dag er gangene stadig fyldt med musik, som dog nu kommer fra Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums studerende.
Lauritzens modernistiske talent omfattede også design af interiør, og han tegnede alt fra dørhåndtag, askebægre og gelændere til lamper, sofaer og stole. Flere af møblerne er designet i samarbejde med arkitekt Finn Juhl, der var ansat på Lauritzens tegnestue i 11 år fra 1934-45.
Vilhelm Lauritzen er ridder af 1. grad af Dannebrogordenen og blev tildelt Eckersberg Medaillen i 1941, C.F. Hansen Medaillen i 1954 og Arkitektforeningens Æresmedalje i 1964. Han døde i Danmark i 1984 i en alder af 90 år.
