HANDELSBETINGELSER FOR "THE RELOVE PROJECT"
Vilkår og betingelser for indlevering og køb af brugte CH24 stole
- Generelle oplysninger
Carl Hansen & Søn Møbelfabrik A/S, CVR-nr. 26236231 (herefter kaldet “Carl Hansen”),
Hylkedamvej 77-79,
5591 Gelsted, Danmark
Telefon: +45 66 12 14 04 E-mail: Info@carlhansen.dk
Disse betingelser gælder for indlevering og salg af brugte CH24 stole til Carl Hansen samt køb af brugte CH24 stole fra Carl Hansen. Når du indleverer og sælger brugte CH24 stole til Carl Hansen i en fysisk butik og/eller køber brugte CH24 stole af Carl Hansen i en fysisk butik, accepterer du samtidig disse betingelser.
- The Relove Project
2.1. Carl Hansen har igangsat kampagnen, The Relove Project, ("Kampagnen") der giver mulighed for at indlevere brugte CH24 stole i en fysisk Carl Hansen butik mod udstedelse af gavekort. Efter istandsættelse af Carl Hansen sættes de restaurerede, brugte CH24 stole igen til salg i Carl Hansens fysiske butikker, hvor disse brugte stole kan bringe glæde på ny.
2.2. Disse betingelser gælder udelukkende for indlevering, salg samt køb af brugte CH24 stole. Ved køb af andre varer fra Carl Hansen (herunder ved udnyttelse af gavekort) gælder vores generelle handelsvilkår [https://www.carlhansen.com/da-dk/handelsbetingelser].
2.3. Kampagnen omfatter kun CH24 stole, i eg, bøg eller mahogni, eller som har særlig karakter (vintage). Carl Hansen er ikke forpligtet til at tage imod andre brugte møbler, og disse betingelser gælder alene for brugte CH24 stole.
2.4. Carl Hansen er under Kampagnen ikke forpligtet til at tage imod stole, der er skilt ad, mangler enkeltdele eller i øvrigt af Carl Hansen vurderes at være uegnede til videresalg.
2.5. Kampagnen er forbeholdt privatpersoner. Carl Hansen tager ikke imod stole, der har været anvendt erhvervsmæssigt eller er indkøbt med henblik på videresalg.
2.6. Der kan under Kampagnen maksimalt indleveres 6 stole per person.
- Indgåelse af aftale ved indlevering af brugte CH24 stole
3.1. Ved indlevering af brugte CH24 stole i en fysisk Carl Hansen butik foretager Carl Hansen en bindende vurdering af stolens stand, navnlig om standen er "over middel", "middel" eller "under middel".
3.2. Carl Hansens vurdering af stolens stand er bestemmende for værdien af det gavekort, der udstedes som modydelse for stolen. Gavekortets værdi udgør mellem 1.800 kr. og 3.500 kr., og fastsættes endeligt på grundlag af en samlet vurdering af stolens materiale og stand.
3.3. Carl Hansen forbeholder sig retten til at afvise brugte CH24 stole, der ikke opfylder betingelsen om at være i ét stykke, eller som af andre grunde vurderes at være uegnede til videresalg, jf. også pkt. 2.4.
3.4. Endelig aftale om Carl Hansens køb af brugte CH24 stole er indgået, når du har accepteret Carl Hansens vurdering, jf. pkt. 3.1, og har modtaget et gavekort i overensstemmelse med pkt. 3.2.
- Vilkår for gavekort
4.1. Gavekortet er gyldigt i 3 år fra udstedelsesdatoen
4.2. Gavekortet kan anvendes i Carl Hansens fysiske butikker og på Carl Hansens webshop til køb af produkter i hele Carl Hansens produktsortiment.
- Dine forpligtelser ved indlevering af brugte CH24 stole
5.1. Du må kun indlevere originale CH24 stole. Ved indlevering af brugte CH24 stole indestår du for, at stolen er original. Er dette ikke tilfældet, og lider Carl Hansen noget tab som følge heraf, skal du holde Carl Hansen skadesløs for alle sådanne krav.
5.2. Du må kun indlevere stole, som du er eneindehaver af, eller som står til din fuldstændige rådighed med ejerens tilladelse.
5.3. Carl Hansen er ikke forpligtet til at kontrollere din råderet over indleverede CH24 stole. Ved overtrædelse af pkt. 5.2 skal du holde Carl Hansen skadesløs i forhold til samtlige berettigede krav fra tredjeparter.
5.4. Indlevering af brugte CH24 stole mod udstedelse af gavekort er betinget af, at du afgiver navn, e-mailadresse og/eller telefonnummer til Carl Hansen med henblik på sikring af overholdelse af disse betingelser. Alle persondata behandles i henhold til Carl Hansens persondatapolitik, som kan læses på Carl Hansens website: https://www.carlhansen.com/da-dk/persondata
- Køb af brugte CH24 stole
6.1. Brugte CH24 stole kan kun købes i Carl Hansens fysiske butikker. Brugte stole er unikke, og ved køb af en brugt stol vælger du således præcis det/de eksemplarer, du ønsker at købe.
6.2. Der er ikke fortrydelsesret ved køb af brugte CH24 stole
6.3. Købelovens almindelige regler om mangler, reklamationsret og mangelsbeføjelser finder anvendelse. Det betyder bl.a., at du som forbruger har reklamationsret i 24 måneder efter købet, hvis der er mangler ved den brugte stol. Carl Hansen yder ikke yderligere garanti ved køb af brugte CH24 stole, herunder gælder den længere garantiperiode, som Carl Hansen i visse tilfælde tilbyder for nye møbler, ikke for brugte CH24 stole.
6.4. Carl Hansen gør opmærksom på, at der ved køb af brugte CH24 er tale om køb af en brugt vare. Uanset at Carl Hansen har restaureret de brugte CH24 stole inden salg heraf, skal der ved mangelsvurderingen tages udgangspunkt i, at der købes en brugt vare. Der kan således forekomme mindre ridser, skrammer eller lignende, uden at der foreligger en mangel.
6.5. Ved eventuelle mangler ved de brugte CH24 stole er du efter retmæssig reklamation berettiget til at få varen repareret, pengene tilbage eller et afslag i prisen, afhængig af den konkrete situation. Der kan ikke ske omlevering ved reklamation over brugte CH24 stole, da stolen er unik.
- Ophør af Kampagnen
7.1. Carl Hansen forbeholder sig retten til helt eller delvist at ændre, annullere, afslutte eller suspendere Kampagnen, herunder muligheden for at indlevere og/eller købe brugte CH24 stole i Carl Hansen butikker.
7.2. Ophør eller ændring af muligheden for at indlevere og/eller købe brugte CH24 stole i Carl Hansens butikker påvirker ikke gyldigheden af allerede udstedte gavekort.
Tilføjelse til gældende garantibestemmelser:
Ved køb af brugte produkter ydes der ingen garanti. Købelovens regler om reklamationsret finder anvendelse.